Sygehusformand: Vi kan måske gøre det bedre
Anders Kühnau fra Region Midtjylland vil se på mulighederne for endnu bedre kostvejledning til kræftpatienter
Hospitalerne i Region Midtjylland kan formenlig blive endnu bedre til at vejlede og støtte kræftpatienter, som har problemer med vægttab.
Det erkender formand for regionens hospitalsudvalg, Anders Kühnau (S) i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND søndag aften.
Debatten er blevet rejst på baggrund af historien om kræftpatienten Vicki Veile, som tabte sig 10 kilo på bare få måneder umiddelbart efter en stamcelleoperation.
Vicki fik ikke hjælp af diætist: Tabte 10 kilo efter kræftforløb
- Det kan sagtens være, at vi kan gøre det bedre. Det tyder tallene på, siger Anders Kühnau.
En helt ny undersøgelse viser, at omkring halvdelen af de 500 adspurgte kræftpatienter har oplevet vægttab i forbindelse med deres behandling. Ud af de patienter svarer 33 procent, at de ikke på noget tidspunkt har været i kontakt med en diætist på hospitalet.
Hjælp på andre måder
Hospitalsformand Anders Kühnau fortæller, at kræftpatienter altid har mulighed for at blive henvist til en diætist, hvis det skønnes, at de har behov for det.
- Langt de fleste patienter kan klare sig med den rådgivning, de får fra vores dygtige sygeplejersker, siger han.
Region Midtjylland har skåret ned på antallet af diætister som en del af en spareplan på 700 millioner kroner. De besparelser har ifølge Anders Kühnau ikke ramt arbejdet med kostvejledning på kræftafdelingerne.
Han vil nu arbejde for, at kigge praksissen på området igennem for at sikre sig, at patienterne får en så systematisk vejledning som mulig.
Det er ofte problemer med manglende appetit, som medfører vægttab hos kræftpatienter.
Du kan se hele interviewet med Anders Kühnau i videoen øverst i artiklen.