Sygefraværet i Århus falder fortsat

Helt nye tal viser, at sygefraværet er støt faldende blandt de ansatte i Århus Kommune.

Det gik den forkerte vej med sygefraværsstatistikken i Århus Kommune fra 2004 og nogle år frem. Efter kommunen satte ind blev udviklingen vendt i 2008 , og ifølge nye tal fra Århus Kommune er sygefraværet stadigvæk faldende.

- Det glæder mig meget, at kommunens ansatte er mindre syge, og at den gode tendens fortsætter. Det har været vigtigt for Århus Kommune at holde fast i den gode udvikling, og nu fortsætter arbejdet med at bringe sygefraværet yderligere ned, siger borgmester Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

Sygefraværet i første kvartal af 2009 er faldet med 0,3 sygedage i forhold til 1. kvartal af 2008.