Syge unge har behov for ungdomsafdelinger

Unge har behov for egne afdelinger på de danske sygehuse, viser ny undersøgelse. I Århus findes der en enkelt kræft-afdeling for unge.

Når unge skal på hospitalet i Schweiz, USA eller England, har de mulighed for at blive indlagt på en ungdomsafdeling.

Sådan er det ikke herhjemme. Hvert år indlægges der i stedet omkring 4000 unge i alderen 12-22 år på Rigshospitalets børne- eller voksenafdelinger.

Men der er behov for ungdomsafdelinger, viser en ny undersøgelse blandt 240 unge patienter på Rigshospitalet, som Ungdomsmedicinsk Videnscenter er ved at udarbejde. Det skriver Kristeligt Dagblad.Ifølge undersøgelsens foreløbige resultater vil to tredjedele af de unge mellem 15 og 19 år nemlig hellere ligge på en ungdomsafdeling.

Og størstedelen af de adspurgte unge har slet ikke nogen kontakt med andre unge, mens de er indlagt. Det er et problem, mener læge og ph.d. Kirsten Boisen fra Ungdomsmedicinsk Videnscenter.

- Der burde være en forståelse for, at unge ikke er børn og ikke er voksne, men har brug for ungdomsvenlige aktiviteter. Og hvis man spørger de unge, er deres helt essentielle behov at blive mødt som unge mennesker - ikke som børn eller voksne, siger hun.

<b>Tilbringer lange perioder på hospitalet</b>
De alvorligt syge unge tilbringer lange perioder på hospitalet, og derfor er det vigtigt for dem at have hinanden, mener cand.cur. Pia Riis Olsen, der har skrevet ph.d. om sygepleje for kræftramte unge.

Det har de imidlertid ikke mulighed for på nuværende tidspunkt.

- Det er helt afgjort et problem. For de er hverken børn eller voksne - de har nogle særlige behov, siger hun.Da man i sin tid oprettede de første børneafdelinger, var det i udgangspunktet, fordi børn var for støjende til at have på en voksenafdeling.

<b>Børn behøver et særligt uddannet personale</b>
Senere er det blevet alment kendt, at børn også behøver et særligt uddannet personale, og at hospitalsafdelingerne skulle have særlige aktiviteter for børnene. Men de unge er ladt tilbage som den glemte gruppe i hospitalsvæsenet, mener Kirsten Boisen.

Det til trods for, at flere og flere unge i dag lever med kroniske sygdomme.Herhjemme findes der kun få mindre ungdomsafsnit - blandt andet på Århus Universitetshospitals afdeling for kræftpatienter. Nuka Hove, der er sygeplejerske på afdelingen, mener, det er på tide, at vi herhjemme begynder at nytænke vores hospitalsvæsen.

- Vi skal fokusere mere på alder end på diagnoser og arbejde mere tværsektorielt inden for sygehusvæsenet. For uanset hvad de unge fejler, har de ført og fremmest det til fælles, at de er unge, siger hun.

<i>Kilde: Kristeligt Dagblad</i>