Syg dukke stopper folk på Store Torv

Rødt udslæt på en dukke i en glasmontre skulle gøre opmærksom på sygdommen mæslinger.

00:48

Video: Montren med den mæslingesyge naturtro dukke skulle gøre aarhusianerne opmærksomme på, at mæslinger er en farlig sygdom.

En naturtro dukke lå i weekenden udstillet i en glasmontre på Store Torv i Aarhus. Iført ble, sparkedragt og små lyse krøller lå hun der med lukkede øjne, mens forbipasserende kunne kigge ned til hende.

Ved nærmere eftersyn stod det imidlertid klart, at dukken var syg: Ansigt, hænder og bryst var dækket af små røde pletter. Dukken havde mæslinger i fuldt udbrud. 

Læs også Store forskelle - på nogle skoler er kun hver anden elev vaccineret mod mæslinger

Det var Læger uden Grænser, som havde stillet glasmontren med den inficerede dukke op på torvet. 

- Vi er her i Aarhus i dag, fordi vi gerne vil vise danskerne, at mæslingerne stadig er en meget alvorlig sygdom, som findes over alt i verden, hvor der ikke er adgang til vaccine, siger Kristoffer Vogler, der er læge i Læger uden Grænser til TV2 ØSTJYLLAND.

Dukken med mæslinger fik i weekenden mange til at stoppe op. Her er læge Kristoffer Vogel ved at gøre kampagnen klar. 

MFR-vaccinen, som gives til langt de fleste danske børn, er efterhånden blevet givet til danskerne gennem så mange år, at mange har glemt, hvor farlige sygdomme den rent faktisk beskytter imod. 

Læger uden Grænser har en kampagne mod mæslinger, hvor de udstiller en dukke med mæslinger på Store Torv i Aarhus. Her ser mor Anne Glitrup på dukken sammen med sin datter, der netop er blevet vaccineret.

Håndterbart for børn

Dukken var taget med for at gøre sygdommen mere konkret for de forbipasserende. Og dét virkede. 

- Det gør det meget håndterbart for et barn at se, at det er sådan, man kommer til at se ud, hvis man får sygdommen. Så kan det være, at det stik er okay, siger Anne Glitrup, der er mor til to piger, og som tilfældigt kom forbi glasmontren med dukken. 

Læs også Mæslingeudbrud får østjyder til at opsøge lægen

- Jeg har to piger, der lige er blevet stukket. Det her giver en meget god forklaring på, at det kan godt være, at det gør ondt at få et stik i armen, men det gør noget godt, siger hun.

Læger uden Grænsers kampagne mod mæslinger hed Prik mod Prikker. 

Samler penge ind

Udover at minde danskerne om farligheden ved mæslinger, så håbede Læger uden Grænser også på, at kampagnen Prik mod Prikker vil kunne samle penge ind til vaccinationer i den tredje verden. 

Læs også Mæslinger ville have kostet Kamille livet - nu vil hun have alle børn vaccineret

- Vi beder danskerne om hjælp til at kunne vaccinere børnene i Congo. For 100 kroner kan man vaccinere 23 børn mod sygdommen, siger læge Kristoffer Vogler.

På verdensplan slår mæslinger godt 110.000 mennesker ihjel om året - hovedsageligt børn.