Syfilis i bøssemiljøet
Homoseksuelle advares om kønsygdom, der ellers næsten var udryddet
Kønssygdommen syfilis var næsten udryddet i midten af 90'erne, men nu er antallet af tilfælde i kraftig vækst. Det fortæller DR Østjylland.
Derfor er organisationen STOP AIDS gået i gang med at teste personer i risikogruppen ude i de miljøer, de opholder sig. For nylig var organisations folk rundt på mødesteder i Aarhus.
80 procent af syfilistilfældene i Danmark konstateres blandt mænd, der har sex med mænd, og derfor er det især i klubber, foreninger, og hvor denne gruppe ellers mødes, at repræsentanter fra STOP AIDS opsøger dem.
- Desværre stiger antallet af syfilistilfælde eksplosivt, og det er vigtigt at få bremset udviklingen, da det er lettere at blive smittet med hiv, hvis man i forvejen er syfilissmittet, siger sekretariatschef i STOP AIDS Klaus Legau.
De nyeste tal fra Statens Serum Institut er fra 2009. Da var der 400 tilfælde i Danmark - hvilket var en firedobling på blot fem år.
Klaus Legau mener, at en dalende frygt for at blive smittet med hiv samt en tendens til "kondomtræthed" er årsagen til, at sygdommen er i stigning.
Kilde: DR Østjylland