Syddjurs tager kampen op mod rotterne

Ligesom i flere andre dele af Østjylland plages Syddjurs af rotter, men nye fælder skal bekæmpe plagen

02:19

Rotter i kloaksystemet er et stort problem. Det har man også måttet sande i Syddjurs Kommune, hvor nye fælder nu tages i brug. De såkaldte mekaniske rottefælder afløser rottegift, der i mindre grad bruges som rottebekæmpelse fremover.

- Traditionelt har vi brugt gift gennem mange år, men vi var nødt til at lave stærkere og stærkere gift, fordi rotterne bliver resistente over for den gift, vi har brugt. Vi har indset, at det er den gale vej at gå, siger direktør for Syddjurs Spildevand, Søren Lynge Petersen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Haps - rotterne er på vej ind

I stedet bliver der nu hverken brugt gift som forebyggende indsats, og også i langt mindre grad end tidligere bruges giften, når rotterne er observeret.

- Når vi har skruet giften op på det niveau, som vi har nu, så går den ud over andre dyr som for eksempel fugle, der tager en død rotte. Så bliver den spredt ud, og det er ikke godt for vores natur, forklarer Søren Lynge Petersen.

Men det er altså heller ikke godt med rotter i kloakerne, så kommunen håber på, at de nye fælder vil være effektfulde.

Læs også Rema 1000 åbner igen efter skadedyrs-plage

- Det er et problem med rotter, fordi de ødelægger vores kloaksystemer, og så risikerer vi, at de går op til folk og skaber ødelæggelser i deres kloaker og på deres grund, siger direktøren.

Derudover er det især i forhold til sygdomsspredning, at rotterne er en stor trussel mod dyr og mennesker.

Du kan se hele interviewet med Søren Lynge Petersen øverst i artiklen.