Syddjurs: Borgmester overtager formandspost
Erhvervssamarbejde i Østjylland skifter formand
Fremover er det borgmesteren i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft (V), der skal stå i spidsen for Business Region Aarhus.
Den post skal han sidde på de næste to år.
Sammen med Horsens Kommunes borgmester, Peter Sørensen (S), overtager han formandsskabet fra Skanderborg og Randers Kommune.
Læs også
- Vi har allerede opnået store resultater i kraft af samarbejdet mellem de 12 østjyske kommuner, og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet ud fra den linje, vi allerede følger med stor succes, siger Claus Wistoft i en pressemeddelelse.
Det nye formandsskab er et led i et rotationsprincip om, at formandsskabet er toårigt.
Sammen med borgmesteren i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard, som har en fast plads i formandskabet, skal de to borgmestre stå i spidsen for det østjyske samarbejde frem til efteråret 2018.
Læs også
- Sammen med erhvervslivet har vi blandt andet etableret et betydeligt pres for en udvidelse af den østjyske motorvej E45 mellem Skanderborg og Aarhus, og vi har formået at øge turismen fra Norge med 20 procent – begge dele ved hjælp af fælles målrettede indsatser. Der er masser af vækstpotentiale i at arbejde videre imod flere resultater, der kan gavne, styrke og samle Østjylland, siger Claus Wistoft.
Business Region Aarhus-samarbejdet omfatter 12 kommuner i den østjyske byregion: Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs, Viborg og Aarhus kommuner. Her bor der sammenlagt en million mennesker.