Syddjurs-borgmester: Det har været et uskønt forløb
Kommende borgmester Kirstine Bille (SF) erkender, at kampen om borgmesterkæden i Syddjurs kunne have været kæmpet anderledes.
På valgaftenen blev Venstres Claus Wistoft borgmester i Syddjurs. Så løb Socialdemokraterne fra den aftale og fik selv posten. Og mandag aften pegede Socialdemokraterne sammen med De Radikale i stedet på SF's Kirstine Bille.
Blandt de borgere, TV 2 | ØSTJYLLAND tirsdag talte med på gågaden i Ebeltoft, blev der ikke ligefrem uddelt roser for den måde, de lokale politikere er nået frem til, hvem der efter nytår skal stå i spidsen for kommunen.
- Det har været én stor parodi, mener en af de borgere, TV 2 | ØSTJYLLAND talte med.
Politikerne erkender da også, at spillet om borgmesterposten er gået for vidt.
- Det har været et rigtigt uskønt forløb. Og jeg synes, der er mange af os, der skal prøve at kigge fremad for at se, om vi kan gøre det bedre næste gang, siger den - måske - kommende borgmester, Kirstine Bille (SF), til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun bakkes op af socialdemokraten Jesper Mathiesen, der indtil mandag aften så ud til at blive kommunens førstemand.
- Set udefra har det været noget kaotisk noget. Vi må beklage, at det har set sådan ud, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Selv om borgmester-karrusellen i Syddjurs Kommune nu ser ud til at være færdig med at rotere, så håber Venstre stadig på at generobre borgmesterposten.
Det nye byråd konstituerer sig på mandag, og derefter skulle det lige helt fast, hvem der skal stå i spidsen for kommunen.