Ole Bollesen udråber sig selv som ny borgmester i Syddjurs
Socialdemokratiets Ole Bollesen er netop nu i færd med at lave så bred en konstituering som muligt
Ole Bollesen (S) udråber nu sig selv som borgmester i Syddjurs. Ole Bollesen overtager i så fald posten efter Claus Wistoft (V).
- Sådan som det ser ud lige nu, så ser det ud til, at jeg er blevet valgt til borgmester, men det er sådan at der skal nogle ting på plads, vi skal blandt andet have talt de personlige stemmer op, før vi ved hvor bred en konstituering, vi har. Men jeg er gået efter en så bred konstituering som muligt, siger Ole Bollesen.
Læs også
Socialdemokratiet og Ole Bollesen går frem med et mandat i Syddjurs Kommune, og han mener ikke der er tvivl om, hvorvidt han ender i borgmesterstolen, til trods for at det netop i Syddjurs Kommune har været farligt at melde noget ud for tidligt.
Claus Wistoft ærgrer sig
Venstremanden Claus Wistoft er ærgerlig over, at han ikke kan forlænge sin borgmestertid, men respekterer også, at han nu må overddrage borgmestersædet til den pensionerede gymnasielærer.
- Resultatet viser et rødt flertal. Det er det, vælgerne har bestemt, og det respekterer jeg selvfølgelig. Men vi (Ole Bollesen og Claus Wistoft, red.) er nået frem til en bred konstituering, så det er jeg tilfreds med.
Socialdemokraten vil endnu ikke komme ind på hvilke partier, han forhandler med.
- Jeg synes vi skylder vælgerne, at lave så bred en aftale som muligt, og blandt andet derfor vil jeg ikke komme ind på hvem, vi taler med endnu, siger Ole Bollesen.
Læs også
Det er første valg, hvor Ole Bollesen er spidskandidat for Socialdemokraterne i Syddjurs Kommune. Han har været medlem af byrådet siden 2006. Han er i denne periode formand for udvalget for sundhed, ældre- og socialområdet
Ole Bollesen har undervist på Rønde Gymnasium gennem 37 år og gik på pension i 2015.
Se et interview med Ole Bollesen øverst i artiklen.
Ole Bollesen (S)
- 67 år
- Bor på Mols
- Gift og har tre børn
- Har siddet i byrådet siden 2006
- Pensioneret i 2015
- Har arbejdet 37 år som lektor på Rønde Gymnasium
- Kandidat i Kommunikation, Historie og Idræt fra Aarhus Universitet
- Fik 437 stemmer ved kommunalvalget i 2013