Svineproducent frygter Brexit-konsekvenser med det samme
Svineproducent Ole Larsen fra Skanderborg frygter, at briterens farvel til EU kan mærkes på omsætningen med det samme
Ole Larsen sender årligt omkring 15.000 grise til Danish Crown, som skiber det videre til England, hvor det blandt andet serveres som morgenmad i en traditionel ’english breakfast’.
Men efter briternes beslutning om at melde sig ud af EU, frygter svineavler Ole Larsen, at det kan have stor betydning for hans forretning.
- Først og fremmest giver det en vis usikkerhed. England er den største importør af dansk svinekød, og så spekulerer man på, hvad det kan betyde. Pundet er jo allerede faldet, og det gør, at vi på den korte bane får mindre for de produkter, vi sælger, siger Ole Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
I et marked, der allerede er under pres, vil det få store konsekvenser for svineavleren, hvis man ikke kan regne med England som en ligeså stor kunde i fremtiden
- Hvis eksporten til England falder, skal grisene kanaliseres et andet sted hen. Vi har allerede været i en lang periode, hvor det har knebet lidt med noteringen, så vores frygt er, at det her også vil få en negativ indflydelse, og det vil vi kunne mærke fra dag et, siger Ole Larsen.
Læs også
Men bacon til morgenmad er der måske mange, der ikke vil gå glip af, og derfor håber Ole Larsen, at der vil komme en løsning, så samarbejdet kan fungere nogenlunde som hidtil.
- England er jo langt fra selvforsynende med fødevarer, og et eller andet skal de jo have at spise. Det er det, vi håber på, siger han.