Svinepest kan koste dyrt
Landmænd lettede efter afblæst mistanke
De danske landmænd måtte holde vejret i fredags, efter det kom frem, at der var mistanke om svinepest på Danish Crowns slagteri i Horsens.
Svinepest er nemlig en yderst smitsom virussygdom, og et udbrud kan få dødelig udgang for en stor del af den danske svinebestand.
LÆS OGSÅ: Mistanke om svinepest
Derfor fulgte blandt andet landmand Peter Sommer Jensen fra Værum nøje med i medierne. Et udbrud af svinepest kunne få store konsekvenser for hans levebrød. Han producerer hvert år 28.000 slagtesvin.
- Hvis det sker, så spiller du jo med din arbejdsplads og din ejendom.. Så gælder det om at have råd til at producere grise eller simpelthen træffe beslutningen om at holde, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der har ikke været registreret klassisk svinepest i Danmark siden 1933, men så sent som i maj måned, var der ligeledes mistanke om svinepest på Danish Crowns slagteri i Herning.
Ifølge landmand Peter Sommer Jensen kan svinepest blandt andet stamme fra Østeuropa:
- Det kan være biler, der ikke er vasket ordentligt fra grisene, hvis der ligger noget der, det kan gemme sig i, og det kan gemme sig i madvarer, der ikke er varmebehandlet, siger Peter Sommer Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mød den østjyske landmand i tv-indslaget øverst på siden.