Svensker måske chef for Arla
En af landets største virksomheder får måske en svensker i spidsen igen. Han hedder sikkert Åke Hantoft.
Den dansk-svenske mejerikoncern Arla Foods med hovedsæde i Viby og omkring 20.000 ansatte kan fra på onsdag igen få en svensk formand, mens topchefen, administrerende direktør Peder Tuborgh - fortsat er dansk.
Efter tre år som formand trækker gårdejer Knud Erik Jensen på grund af alder sig fra formandsposten i Arla, og det kan meget vel blive den hidtidige næstformand, svenskeren Åke Hantoft, der bliver ny formand.
Allerede, da den dansk-svenske mejeriforbrødning og MD-Arla-fusionen var en realitet for nogle år siden, blev svenskeren Lars Lamberg formand i det tætte spil om at fordele lederposterne i det nye dansk-svenske mejeriselskab.
Han blev efter tre år afløst af Knud Erik Jensen, der er blandt de mest garvede organisationsfolk i branchen. I den forløbne uge trak Åke Hantoft sig som formand for den svenske brancheorganisation Svensk Mjölk (svarende til Mejeriforeningen, red.) og signalerede samtidig, at han i fremtiden vil lægge flere kræfter i Arla Foods.