Svenske bankrøvere for retten
To svenskere står i dag anklaget i landsretten i Århus for at have begået syv bankrøverier. Sagen kan trække ud.
To svenskere. Syv bankrøverier. 55 vidner.
Det er et hurtigt sammenkog af den sag, der i dag begynder i landsretten i Århus.
Her står de to svenskere på anklagebænken for hele syv bankrøverier, som blev udført over en periode på fire år.
Bankrøverierne fandt blandt andet sted i Hornslet og Galten, og det samlede udbytte var 3,6 millioner kroner.
De to svenskere, der begge er mænd midt i fyrrerne, blev først bremset af lovens lange arm sidste år, da deres kriminelle forehavende i en bank i København ikke gik så glat.
De to mænd risikerer naturligvis fængselsstraf, men en dom kan også sende dem ud af Danmark og hjem til Sverige.
Det skal de dog ikke begynde at pakke til endnu, for først skal hele 55 vidner i sagen høres i retten.
Dommen falder i september.