Svensk spiller til BSV

Anders Hallberg skifter til den danske liga

Anders Hallberg bliver fra sommer ny spiller i Bjerringbro-Silkeborg. Svenskeren, der i de seneste år har været en vigtig brik på det svenske tophold Lugi HF, skifter til den midtjyske klub på en to-årig kontrakt.

- Jeg kommer til en storklub i Danmark, og jeg har fået fortalt, at Bjerringbro-Silkeborg er en fantastisk klub at spille i, så da jeg fik chancen for at komme til Bjerringbro-Silkeborg, var det rigtig interessant, siger Anders Hallberg i en pressemeddelelse.

- Det bliver helt klart et skridt op for min karriere. Nu har jeg prøvet at spille EHF-cup med Lugi, og her synes jeg, at det er gået godt. Det bliver klart en udfordring for mig at komme til den danske liga, men jeg tror helt klart, at jeg kan begå mig på det øgede niveau.

Bjerringbro-Silkeborgs kontrakt med Anders Hallberg løber frem til sommeren 2016.