Svensk profil til Randers

EM-sølvvinder har altid drømt om Danmark

Randers HK har sikret sig en forstærkning i den svenske landsholdsspiller Sabina Jacobsen frem mod næste sæson i Dame Håndbold Ligaen.

Den 23-årige bagspiller med 41 landskampe for Sverige skifter fra Lugi HF i hjemlandet.

Træner Jan Leslie har store forventninger til den nye spiller, der i 2010 var med til at vinde EM-sølv ved slutrunden i Danmark.

- Sabina er en rigtig dygtig spiller. En allround spiller, der kan bruges på alle pladser i bagkæden, og som er helt vildt stærk i forsvaret, siger Jan Leslie i en pressemeddelelse.

- Det er vigtigt, at vi finder spillere med de rigtige egenskaber. Sabina er en ledertype, og jeg er sikker på, hun bliver en rigtig god spiller for os i fremtiden, fortæller træneren.

En drøm at spille i Danmark

Sabina Jacobsen glæder sig også til at optræde for Randers HK.

- Det har altid været en drøm at komme til at spille i Danmark, siden jeg var lille, og det føles som det rigtige tidspunkt at skifte i år.

- Den danske Liga har været den bedste i verden al den tid, jeg har spillet, og Randers HK er en topklub og virker til at være en seriøs klub. Desuden har jeg hørt meget godt om Jan Leslie, forklarer Sabina Jacobsen.