Svanefamilie på afveje
Mand måtte træde til og hjælpe svaner over travl vej
Jesper Hansen fra Lystrup måtte lørdag træde ekstra hårdt på bremsen ved Søftenvejen i Aarhus Nord.
Han og hans kæreste Linda Hansen var ved 13-tiden på vej til IKEA for at handle ind, da de pludselig så noget bevæge sig på vejbanen.
Ved nærmere eftersyn kunne de se, at det var et svanepar med deres fire unger, der forsøgte at komme fra den ene side af vejen og gennem en midterrabat.
Missionen var umulig, og derfor steg Jesper Hansen ud af sin bil for at forhindre, at svanefamilien blev kørt over:
- Jeg smed bare bilen midt på vejen og satte katastrofeblink til, så bilerne bagved kunne standse op. Da jeg kunne se, at de havde opfanget det, rykkede jeg bilen lidt ind til siden, fortæller han til tv2oj.dk.
På farlig rejse
Svanefamilien var ifølge Jesper Hansen strandet ude i midterrabatten og kunne ikke komme nogle vegne.
Han forsøgte derfor at få dem væk fra vejen og tilbage, hvor de kom fra. Det lykkedes til sidst:
- Folk kører stærkt, så jeg var ked af, hvis de blev kørt ned, siger Jesper Hansen.
Forklaringen på, hvorfor svanerne og deres fire unger forsøgte at passere vejen, var efter alt at dømme, at de ville over til en anden sø end den, de svømmede rundt i.
Dagen efter, i dag søndag, var Jesper Hansen så forbi samme sted for at tjekke om svanefamilien var kommet helskindet hjem igen.
- De var kommet over til den anden sø i dag, siger han.
Du kan se videoen af svanerne og hvordan Jesper Hansen fik dem væk fra vejen øverst i artiklen. Videoen er filmet af hans kæreste Linda Hansen.