Svalegangen i chok

Teatret mister 3,7 millioner i støtte

01:53

1 af 2

Teatret Svalegangen bliver fra næste år tvunget til at stoppe sin turnévirksomhed. Projektstøtteudvalget for Scenekunst har meddelt, at de ikke længere vil støtte den turnéordning, som teatret har stået for i de seneste 13 år.

Det aarhusianske teater har de seneste to år mistet knap to millioner kroner i støtte og mister nu yderligere 1,7 millioner kroner efter sæson 2015/16.

- Jeg ville kunne forstå det, hvis vi blev beskåret, fordi vi ikke havde leveret varen, det er bare ikke tilfældet. De seneste sæsoner har vi leveret udsolgte turnéer, vi har udviklet en konsulenttjeneste for turnéudbydere rundt om i landet, undervist dem i markedsføring og publikumsudvikling - alt sammen meget succesfuldt og helt i overensstemmelse med det midlerne er givet til, siger direktør og kunstnerisk chef, Per Smedegaard.

Årsagen til beskæringen er, ifølge formand for Projektstøtteudvalget, Ditte Maria Bjerg, en hård, men nødvendig prioritering.

- Hvis vi blot år efter år bliver ved med at støtte de samme teatre og de samme ordninger, så er der for få frie midler til at støtte de mange nye upcoming projekter og talenter. Og det er dem, vi først og fremmest er sat i verden for at støtte, siger hun til Århus Stiftstidende.

Den mindre støtte betyder, at Teatret Svalegangen vil turnere med to forestillinger i sæson 15/16, men herefter er teatret ikke længere et turnerende teater. Det medfører også, at teatret i fremtiden vil producere fire forestillinger mindre og må nedlægge fire faste stillinger.

Se mere i indslaget øverst.