Svalegangen havde inviteret imam i domkirken

Svalegangen og Aarhus Domkirke prøver i disse dage at gentænke gudstjenesten ved blandt andet at invitere forskellige meningsdannere i kirke

02:08

Teatret Svalegangen er blevet inviteret til Aarhus Domkirke for at gentænke gudstjenesten, så den bliver mere let forståelig.

- Nogle synes, at det er svært at komme til gudstjeneste. Der er meget de ikke forstår, og der er nogle barrierer for dem, og sammen med Svalegangen har vi prøvet at finde ud, jamen kan man afdække, hvad det er, der egentlig er på spil i gudstjenesten, siger domprovst i Aarhus Poul Henning Bartholin. 

Læs også Kritik: Imam-liste kan være skadelig

Hver dag medvirker en ny meningsdanner i forestillingen i kirken, blandt andet den kendte debattør Emma Holten.

Søndag var det imamen Sherin Khankan, der skulle tale om fællesskab. Det var dog ikke alle, der var lige glad for det. Blandt dem der har udtalt sig kritisk over for imamens deltagelse er sognepræst Merete Boye, og medlem af folketinget Søren Espersen (DF).

Det er en skændsel mod folkekirken og de folk, der tager deres tro alvorligt.

Søren Espersen, BT 16. feb 2017

Arrangørerne bag forestillingen slår dog fast, at deres event ikke har til formål at provokere nogen.

- Vi har ikke gjort det her for at provokere, samtidig vil jeg sige, at jeg som kunstner ikke har noget imod, at man bliver provokeret, fordi lige om hjørnet fra provokationen, der ligger refleksionen, siger direktør ved Teater Svalegangen Per Smedegaard. 

Læs også Domkirken vil være mere synlig på de sociale medier

Kritikken tager hovedpersonen selv ikke så tungt.

- Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi inviterer hinanden ind, og at vi rummer hinanden, fordi hvis man bruger et fællesskab til at ekskludere andre religioner eller andre mennesker, hvad er så meningen med det her fællesskab, siger imam og religionssociolog Sherin Khankan.  

- Selvfølgelig skal man ikke i en luthersk gudstjeneste have nogen fra andre trossamfund til at prædike. Det er heller ikke det, der sker i eventen her, for det første er det en event og ikke en gudstjeneste. Hun er inviteret, fordi hun ved noget om fællesskab, et vigtigt element i samfundet og i gudstjenesten, siger Poul Henning Bartholin.

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.