Svært at slippe af med kabel-tv
Tålmodigheden kan blive testet grundigt, når abonnementet på kabel-tv skal afvikles. Det kan tage måneder.
Har man først fået de mange kabel-tv-kanaler ind i stuen, kan det være meget svært at slippe af med dem igen.
Det er noget en del østjyske kabel-kunder kender alt til, for, ifølge P4 Østjylland, oplever utallige kunder, at de stadig hænger på deres abonnement længe efter opsigelsen.
I enkelte tilfælde kommer der stadig opkrævninger fem måneder efter, aftalen er opsagt.
Problemet er ikke nyt, og allerede i 2006 var Stofa ude og beklage de lange opsigelsesvarsler.
Den gang lovede virksomhedens key account manager, John Christiansen, at opsigelsesperioden maksimalt ville være to måneder - en måned plus løbende måned.
John Christiansen opfordrer nu - præcis som sidste år - kunder til at kræve at få beløb, der strækker sig udover de to måneder, refunderet.