Svært at finde mad-leverandører
Flere end 100 århusianske børnehaver og vuggestuer har svært ved at finde en leverandør af varm mad til børnene.
Børnene i de århusianske institutioner skal have et varmt måltid mad hver dag. Det har politikerne på Christiansborg besluttet.
Problemet er bare, at det kniber gevaldigt med at skaffe leverandører af maden. Det er simpelthen ikke muligt at lave god mad til den pris, som institutionerne vil betale, lyder det fra flere leverandører. Derfor skal mange institutioner formentligt selv i gang med at lave maden.
- Jeg tror, de har brændt fingrene. For nu er det jo dem selv, som står med opgaven, og de kan heller ikke lave det for ti kroner pr. måltid, siger Claus Nisted som er direktør i www.kokkene.com i Skødstrup.
Kokkene.com skal levere til 37 århusianske daginstitutioner.