Svært at fastholde ansatte
Infrastrukturen giver problemer for erhvervslivet
Det går godt på De Danske Gærfabrikker i Grenaa. Men infrastrukturen giver problemer for de ansatte, som pendler mellem hjem og arbejde.
- De skal arbejde 37 timer - plus at der skal bruges et par timer om dagen på transport. I starten er det måske spændende og så efter et år eller to, så bliver det lidt mere træls og så kniber det med at få hverdagen til at hænge sammen, siger Rune Engell-Hansen, der er direktør for De Danske Gærfabrikker, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er især de højtuddannede, der er svære at få til at blive, på grund af de dårlige trafikale forhold mellem Aarhus og Djursland. Og det er ikke godt nok, mener direktøren.
- Det må ikke være transporten, der er afgørende for, om vi som virksomhed kan udnytte det potentiale, vi har, siger Rune Engell-Hansen.
TV 2 | ØSTJYLLAND har de seneste dage kunne fortælle, hvordan infrastrukturen på Djursland påvirker erhvervslivet. Og i Norddjurs Kommune mener borgmesteren også, at vejene til Djursland er for belastede.
- Der er 800 fra Aarhus-området, der kører til Norddjurs hver dag, og 2000 der kører fra Norddjurs til Aarhus og arbejder hver dag. Det er fremtiden. Vi kører rundt og får arbejde - og når vi mangler kvalificeret arbejdskraft, så handler det om, at den arbejdskraft også vil flytte sig ud af Aarhus, siger Jan Petersen (S).
Se mere i indslaget øverst.