Svært at afsløre sociale svindlere

Horsens har problemer med beviserne

Horsens kommune har svært ved at løfte bevisbyrden i sager om socialt bedrageri, og derfor oplever mange borgere, at deres henvendelser om formodet svindel ikke bliver taget alvorligt af kommunen

- Typisk anmelder borgerne sager, hvor kvinder erklærer sig som enlige forsørgere og samtidig bor sammen med en mand, og vi oplever flere gengangere blandt de anonymt anmeldte, oplyser Kontrolgruppen i Horsens Kommune i en pressemeddelelse.

Ifølge gruppen begrænser lovgivningen i rigtig mange sager mulighederne for at gribe ind. Derfor ender det ofte med, at disse sager bliver henlagt, og borgerne oplever, at deres henvendelse har været resultatløs.

Kontrolgruppen har i løbet af et år modtaget ca. 160 anmeldelser om socialt bedrageri. I de 44 sager kunne gruppen dokumentere, at der var tale om socialt bedrageri, der svarer til et beløb på 2,7 mio. kroner.

Kontrolgruppen har i 2010 behandlet 46 sager, hvor der ikke er rejst noget krav - i 19 sager er forholdene enten blevet bragt i orden, eller der har ikke været hold i anmeldelsen. I de resterende 27 sager har Kontrolgruppen haft en stærk mistanke om socialt bedrageri uden dog at kunne gøre noget.