Suveræne strandpiger
Klar til finalen ved EM i Beach Handball
De danske kvinder er klar til finalen ved EM i Beach Handball i Randers.
I lørdagens semifinale nærmest tromlede de danske strandpiger hen over Ukraine, der blev besejret med hele 26-15.
Dermed revancherede de danske beach girls nederlaget til netop Ukraine i mellemrunden.
- Vi står bare sammen, når det gælder. Og så spiller vi super godt i forsvaret i dag samtidig med, at vi scorer på næsten alt. Vi løber dem trætte til sidst, og nu er vi så i finalen, sagde en glad dansk målvogter, Hanne Frandsen, efter kampen til turneringens officielle hjemmeside.
Se: Beach EM er en stor succes
I finalen skal Danmark møde endnu en østeuropæisk modstander, nemlig Ungarn, der i deres semifinale besejrede Norge.
Finalen mellem Danmark og Ungarn spilles på Tronholmen i Randers kl. 19. Her venter der sandsynligvis en fantastisk kulisse for de danske piger.
Se mere om EM i Beach Handball i søndagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.