Suveræne Lisa Kjær Gjessing napper endnu et VM-guld
Der er ingen over og ingen ved siden af Lisa Kjær Gjessing i kvindernes parataekwondo
Lisa Kjær Gjessing er indbegrebet af suveræn. I de seneste fire år har hun domineret kvindernes parataekwondo i en grad, der ikke burde være mulig.
Hun debuterede i 2013, og siden har hun ganske enkelt vundet alt, hun er stillet op i. Og der er ikke tale om en talemåde. 39-årige Lisa Kjær Gjessing fra Ry har vundet samtlige de mesterskaber i parataekwondo, hun nogensinde har deltaget i. Hun har simpelthen aldrig tabt en kamp som para-atlet.
Læs også
Stimen fortsatte i går, da Lisa Kjær Gjessing nappede karrierens fjerde VM-titel ved verdensmesterskabet i London.
- Det er simpelthen så fedt. Jeg er så glad og lettet. Min mand og mine børn er med mig herovre, og det er virkelig stort at vinde foran dem. Det er første gang, jeg prøver det, siger Lisa Kjær Gjessing i en pressemeddelelse.
Læs også
Hun kan godt mærke, at presset bliver større, når man er vant til at vinde.
- Der har helt klart været mere fokus fra omverdenen og et større pres på mig denne gang. Jeg var virkelig nervøs før min første kamp. Men nu har jeg bevist over for mig selv, at jeg kan håndtere det. Samtidig skylder jeg virkelig en tak til min træner (Bjarne Johansen, red.), der har hjulpet mig enormt meget. Vores samarbejde er guld værd, siger hun.
Lisa Kjær Gjessing fik amputeret sin venstre underarm tilbage i 2012 efter et kræftforløb. Hendes næste mål er en medalje ved de Paralympiske Lege i 2020, hvor taekwondo er kommet på programmet.