Sussie skyldte 72.000 kroner til Skat på grund af fejl
Det er uklart, hvordan fejlen, der skabte den store skattegæld, er opstået
Sussie Lykke skyldte 72.154,04 kroner til Skat
- Det er nogle beløb jeg får feber over at se på, siger Sussie Lykke
Det er Sussie Lykkes firma, der skyldte de mange penge i Skat, men Sussie Lykke har ikke et normalt firma. Hun har muskelsvind, og er derfor, som alle andre handicappede, arbejdsgiver for de hjælpere, hun har ansat.
Læs også
Det er Syddjurs Kommune, der betaler lønnen til de hjælpere, der skal ud til Sussie Lykke hver dag, men alligevel er hun fejlagtigt blevet registreret som almindelig virksomhedsejer
- Jeg har ikke noget firma, der tjener penge, siger Sussie Lykke
Sussie Lykke har flere gange ringet til Skat, som hver gang fortalte hende, at der er sket en fejl. Sussie Lykke blev derfor sendt rundt mellem forskellige myndigheder.
Læs også
Sussie Lykke har endda modtaget et brev, hvor Skat truede med at hente hendes ejendele, fordi hun ikke havde betalt sin gæld.
- Først griner jeg lidt, fordi jeg ikke har nogen virksomhed, men alligevel får jeg lidt feber over, at de kan foretage udlæg i min bil og mit hus, så havde jeg sådan lyst til bare at smide det hen i et hjørne, og sige til mig selv, at så måtte de jo hente det, siger Sussie Lykke.
Fejlen er nu rettet
TV 2 | ØSTJYLLAND har både været i kontakt med Skat og Syddjurs Kommune, men det er uklart, hvem der er skyld i, at Sussie Lykke er blevet registreret som almindelig virksomhedsejer, og hvordan fejlen er sket.
Efter TV 2 | ØSTJYLLAND er gået ind i sagen har Skat torsdag eftermiddag fortalt Sussie Lykke, at hendes sag er ordnet, og at hendes gæld ikke skal betales til Skat alligevel.