Surfer reddet på Grenaa Strand
Livredderne har travlt trods ustabilt vejr
For to uger siden åbnede livredderne de rød- og hvidstribede livreddertårne på strandene Moesgård, Den Permanente, Saksild og Grenaa. Til trods for, at sommeren endnu ikke har budt på stabilt sommervejr, så har livredderne nok at se til.
Indtil nu har livredderne ydet 57 førstehjælpsaktioner, og - heldigvis - kun én livreddende aktion.
Surfer i livsfare
På Grenaa Sydstrand var det nær gået galt for en ung mandlig surfer. Manden befandt sig uden for det område, livredderne primært overvåger, men de havde alligevel lagt mærke til ham, da han ikke stod så stabilt på sit surfbræt.
Da livredderne så, at han blev liggende i vandet, besluttede de at rykke ud i motorbåden. Manden var både afkræftet og afkølet, og livredderne bragte ham sikkert ind på land igen.
Trygfondens livreddertårne er bemandet alle ugens dage i perioden fra den 25. juni til den 18. august fra kl. 11-19.