Supermarked med brugte varer
Brugte cykler og gamle computere skal lokke folk til et nyt varehus i Risskov.
Om godt en uge får østjyderne en ny måde at komme af med de ting, de ikke længere har brug for. Et nyt varehus i Århus-forstaden Risskov vil nemlig specialisere sig i salg af genbrugsvarer. Varehuset hedder Shoppit.dk og ligger i en lagerhal på Lystrupvej.
Modsat et almindeligt supermarked tilhører varerne på hylderne forskellige privatpersoner. Shoppit.dk har kun varerne i kommision, og sælgeren bestemmer selv prisen. Efter 30 dage bliver varen sat ned til en aftalt mindstepris, og efter 60 dage bliver den taget af hylden.
- Vi er faktisk lige så afhængige af, at folk kommer for at aflevere noget, som at de kommer for at købe noget, siger kædechef Troels Nielsson.
Der er plads til cirka 20.000 varer i det nye varehus, der åbner lørdag den 20. maj.