Superligaprofil bliver træner

Tidligere Silkeborg-spiller, Michael Hansen, bliver assistenttræner i Skive, hvor Søren Frederiksen er træner.

35-årige Michael Hansen er en af de spillere, der har været med på topplan i flest i år i Danmark.

I det tidlige forår indstillede han imidlertid karrieren, da han stoppede i Silkeborg IF. Perioden uden den daglige dosis fodbold blev imidlertid meget kort for den tidligere FC Midtjylland-anfører, der også har spillet i OB og Esbjerg samt i hollandsk fodbold.

Han har ambitioner om at blive træner, og dem får han nu opfyldt i 1. divisionsklubben Skive IK, hvor han bliver assistent for Søren Frederiksen. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struers netavis.

- Jeg har hele tiden gerne villet gå trænervejen, og jeg synes, at det er et godt sted at starte i 1.
division, hvor jeg også kan læne mig op af Søren Frederiksen, siger Michael Hansen, der ikke helt har været væk fra fodbolden siden februar.

Han har trænet college-elever i hjembyen Silkeborg. Nu glæder han sig til at prøve egne idéer af.

- Fodbold har været en meget stor del af mit liv. Jeg har lavet en et-årig kontrakt med Skive, siger Michael Hansen, der i det seneste halve år har han arbejdet hos Nybolig i Herning.

- Jeg lukker ikke døren til ejendomsmæglerbranchen. Jeg satser på at få fodbolden og arbejdet til at passe sammen, siger Michael Hansen, der har en option i sin kontrakt efter et halvt år.

Han glæder sig til det nye job, og han håber at få familieliv, fodbold og jobbet som ejendomsmægler til at gå op i en højere enhed.

Michael Hansen er også klar til at trække den gule Skive-trøje over hovedet.

- Nu skal jeg lige i gang igen. Men hvis jeg kan bruges, er jeg klar igen, siger Michael Hansen, der lørdag eftermiddag overværede Skives sidste forberedelseskamp mod Holstebro fra 2. division.

Det resulterede i en sejr på 4-2, men der er ingen tvivl om, at Michael Hansen kan forstærke 1.
divisionsholdet - også på banen.

I Skive bliver han også genforenet med Søren Frederiksen. De to var med til at vinde det danske mesterskab med Silkeborg i 1994. Han har ikke en klar målsætning for den kommende sæson.

- Som oprykker gælder det i første omgang om at overleve i rækken, siger den kommende træner, der altså også er klar til comeback på banen.