Superligaen har Europas højeste fodboldspillere

I snit måler spillerne i Superligaen 183,75 centimeter, hvilket gør dem til de højeste i 31 europæiske ligaer

AC Horsens har de højeste spillere i Superligaen. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Fodboldspillerne i den danske Superliga er - målt på gennemsnittet - de højeste i de bedste ligaer i Europa.

Det viser tal fra det schweiziske analyseinstitut Cies Football Observatory.

Læs også AGF og Esbjerg sparker foråret i gang i Superligaen

I gennemsnit har spillernes højde i efteråret været på 183,75 centimeter i Superligaen. Det er 1,8 millimeter mere end nummer to på listen, som er spillerne i den tyske Bundesliga.

Spillerne i den engelske Premier League er i gennemsnit mere end en centimeter lavere end den gængse Superliga-spiller. Gennemsnitshøjden i Premier League er på 182,28 centimeter.

I Spanien er de lavest

Spillerne i den spanske Primera Division hører til blandt Europas i gennemsnit laveste med 180,94 centimeter.

Kun spillerne i Ukraines bedste fodboldrække er mindre end de spanske med et snit på 180,71 centimeter - altså en forskel på omkring tre centimeter i forhold til den danske Superliga.

Spillerne i AC Horsens er de højeste i Superligaen med en gennemsnitshøjde på 186,79 centimeter. AaB er målt på snittet det laveste hold i den danske liga med 181,12 centimeter.

Hollandsk klub har de højeste

AC Horsens er dog kun det næsthøjeste klubhold i Europa i dette efterår. Hollandske VVV Venlo har de højeste spillere med en gennemsnitshøjde på 186,91 centimeter - altså godt en millimeter mere end Horsens-spillerne.

Cies Football Observatorys database viser også, at gennemsnitsalderen i Superligaen hører til i den lave ende i Europa. Superliga-spillerne var i efteråret 25,95 år i snit. Det gør Superligaen til den sjetteyngste topliga i Europa.

Læs også Tilfreds Randers-træner gør status: Mere stabile end vi havde håbet

FC Nordsjælland er Europas yngste hold med en gennemsnitsalder på 21,56 i efteråret.

Cies har indsamlet tallene fra 1. juli til 20. december 2018.

04:18

VIDEO: Fanklubben Hjørnebandens unikke slagsange har fået over en halv million visninger på facebook. Nu fortolker Fredens Pigekor sangene med en acapella-optræden. Videoen er fra 20. december 2018.

Luk video