Sunny Beach i Skanderborg
De opfører sig som vilde dyr, mener naboer
En gruppe beboere i Skanderborg er så trætte af larm fra festende unge, at de nu er gået i dialog med et lokalt værtshus i håb om at begrænse støjen.
- De opfører sig som vilde dyr. De råber, tisser, kaster op og smider affald overalt. De smider øl på vinduerne, ødelægger stakit, og jeg har taget nogle i at tage stoffer i vores opgang, siger en af beboerne, Dan Jensen, til Horsens Folkeblad.
Dan Jensen bor på Adelgade nær værtshuset Antons Bier Bar. Ifølge ham er mange af naboerne bange for de unge, og andre sover med ørepropper for at kunne falde i søvn.
Slut med øl i plastikkrus
I weekenden holdt ejerforeningen Adelgade 37 et møde med ejerne af Antons Bier Bar.
Ifølge Dan Jensen havde naboerne et god dialog med værtshuset, der i fremtiden vil forsøge at holde gæsterne - og dermed støjen - indendøre.
Det skal blandt andet ske ved ikke længere at servere drikkevarer i plastikkrus, som kan tages med udenfor, fortæller bestyrer af Antons Bier Bar, John Scherning, til Horsens Folkeblad.