Sundere børn i Syddjurs

Skoler og institutioner i Syddjurs Kommune skal udforme sundhedspolitik, som kan forebygge fedme hos børnene.

Alle skoler og daginstitutioner i Syddjurs Kommune vil de kommende år få kommunens støtte til at formulere en sundhedspolitik og skabe bedre motions- og kantineforhold.

Det sker i projektet "Krop, mad og bevægelse", som går ud på systematisk at forebygge og reducere overvægt hos børn og deres familier. Der er afsat 2,7 millioner kr. til projektet over de næste tre år.

Under projektet vil de 0 - 6 årige, der er overvægtige, eller er i risiko for at blive det, blive tilbudt et målrettet program.
9 - 12 årige overvægtige tilbydes et pilotprojekt med blandt andet træning og kostvejledning

Baggrunden for projektet er, at 10 procent af danske børn er overvægtige, og at de fleste 8-10 klasses elever ikke har spist morgenmad, inden de kommer i skole. Halvdelen af dem spiser heller ikke frokost.