Sund skolemad til hele Randers
Efter succes med forsøgsordning med sund mad til elever vil Randers borgmester nu arbejde for at udvide ordningen til hele kommunen.
Det gamle mundheld om at helten klarer sig dårligt uden mad og drikke, skal måske skrives om til, at helten klarer sig bedre med sund mad.
Det mener de i hvert fald i Randers, hvor blandt andet Østervangsskolen med stor succes har forsøgt sig med en sund skolemadsordning. TV 2 | ØSTJYLLAND besøgte skolen tilbage i januar, og eleverne fortalte begejstret om, hvordan de fik mere energi af den fornuftige kost.
- Vi vil se nærmere på, hvordan vi kan få bredt det her ud til hele kommunen. Vi må se nærmere på, om vi ikke kan få staten til at betale nogle af pengene til en sådan ordning, siger Henning Jensen Nyhuus fra Socialdemokraterne til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se meget mere om sund og usund mad til de østjyske elever i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.