Sun Tours: Danskere hjem søndag

Sun Tours flyver alle sine gæster hjem søndag

Foto: Colourbox

I kølvandet på terrorangrebet i Tunesien fredag flyver Sun Tours alle sine gæster hjem til Danmark.

Det var først sat til at ske på torsdag, men det aarhusianske rejsebureau er gået sammen med Spies og Bravo Tours, og det er lykkedes at skaffe fly, som kan fragte danskerne hjem allerede i morgen, søndag.

- Det var først planlagt til at ske på torsdag, men vi har hele tiden arbejdet på at få dem hjem tidligere, og nu er vi (Sun Tours, Bravo Tours og Spies, red.) gået sammen om et fly, så gæsterne kan komme hjem allerede i morgen, siger Lars Glavind, der er direktør i Sun Tours, til tv2oj.dk.

Sun Tours har søndag i løbet af dagen været i kontakt med de 50 gæster, som rejsebureauet har i Tunesien, og de er alle informeret om hjemrejsen søndag.

-Generelt har folk taget det hele meget roligt. Det er ikke holdbart at være på ferie, hvis man skal være bange for, hvad der kan ske. Vores gæster er generelt glade for at kunne hjem på søndag, siger Lars Glavind.

Terrorangrebet fredag var rettet mod Riu Imperial Marhaba Hotel, som ligger nær stranden i den nordlige del af feriebyen Sousse. 38 mennesker blev dræbt.

Ingen af Sun Tours gæster boede på det hotel. Dem, der boede nærmest, var indkvarteret på et hotel tre kilometer fra stedet.