Succesfuld net-ordbog ignoreres
Dagligt klikker flere tusinde brugere sig ind på en dansk netordbog, som Handelshøjskolen i Århus står for. Trods hensigtserklæringer har netordbogen aldrig fået statslige støtte. Konsekvensen kan blive en lukning.
Dagligt slår internetbrugere omkring 4000 ord op i Den Danske Netordbog. Handelshøjskolen i Århus står bag ordbogen, som har eksisteret i to og et halvt år. Indtil nu har man selv betalt alle udgifter til vedligeholdelsen. Men lederen af Center for Leksikografi, professor Henning Bergenholtz, er indstillet på at lukke ordbogen, hvis ikke man får penge, siger han i dag til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Henning Bergenholz har skrevet adskillige ansøgninger til Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Forskningsministeriet, men har fået afslag på støtte. Til trods for, at regeringen i december fremhævede nytten af netordbøger og afsatte seks millioner kroner, så faldt der ikke en øre af til Den Danske Netordbog.
Professoren har senest søgt om 500.000 kroner som et engangsbeløb, og derefter 100.000 kroner om året i fem år til at vedligeholde bogen. Han fremhæver, at man har mellem dobbelt så mange og fire gange så mange brugere på nettet, som Dansk Sprognævns Retskrivningsordbogen, der er statsfinansieret.
- Ordbogen er ligesom en skov. Den skal tyndes ud, og der skal plantes nyt, ellers forgår skoven. Det vil sige, at hvis vi ikke får penge til at holde ordbogen ved lige, så må vi lukke den om to år. For jeg vil ikke kunne stå ved kvaliteten af ordbogen, hvis den ikke bliver opdateret med nye ord og ordforklaringer, siger Henning Bergenholz.
Klik selv ind på Den" target="_blank">http://www.dendanskenetordbog.dk/netdob/index.html">Den Danske Netordbog