Succesfuld kamp mod ensomhed
Eleverne på Grenaa Gymnasium har gode erfaringer med projektet "Netværk", der sætter fokus på fællesskab og tryghed
Grenaa Gymnasium har fokus på kampen mod ensomhed, og gymnasiet tog for alvor hul på arbejdet i 2013, da de første HF-elever blev en del af projektet "Netværk", der er udviklet af Mary Fonden. Projektet har til formål at styrke fællesskabet blandt eleverne og sikre, at de ikke føler sig alene.
Projektet er med til at sikre, at eleverne hurtigt lærer hinanden at kende, for de får en fast makker i klassen allerede på første skoledag i 1.G, og senere står der blandt andet gruppearbejde om ensomhed og dårlig trivsel på skemaet.
- Jeg synes, det er rart, at man får det skub. Hvis man ikke selv er god til at gå hen og starte noget eller tage kontakt, så er det rart at få et skub, siger Thea Rasmussen, der går i 1.Q på Grenaa Gymnasium til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Unge narkotestes til festerne på Grenaa Gymnasium
Projektet har efterhånden snart kørt i tre år, og den store fokus på tryghed og ensomhed har smittet af på lysten til at deltage i timerne.
- Jeg synes, man bliver mere motiveret til at komme til timerne, og undervisningen bliver sjovere, fordi man har det godt sammen, siger Thea Rasmussen.
En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at hver 10. gymnasieelev ofte eller meget ofte føler sig ensom, så der er god grund til at være opmærksom på problemstillingen, og Thea Rasmussens gode start på skoleåret havde måske ikke været så god, hvis hun ikke havde været en del af projektet.
- Det giver en tryghed, at man har en, man skal holde øje med, og vedkommende skal tænke på en. Hvis man kommer for sent, så har man en fornemmelse for, at de tænker på en, og det er rigtig dejligt, synes jeg, lyder det fra Thea Rasmussen.
Se indslaget i ovenstående video.