Succes for Skanderborg
Endnu engang har festivalen i Skanderborg slået sin egen rekord. 30.000 mennesker har drukket og spist som aldrig før.
Aldrig har de drukket så meget øl og opført sig så pænt. Gæsterne på Skanderborg Festival har gjort årets udgave af festivalen til en succes.
-Det var en fantastisk festival. Klap af vores publikum. De har været helt imponerende, siger en søvndrukken formand, Kirsten Hansen, mandag morgen til TV2/ØSTJYLLAND
Skanderborg Festival ligner en stor succes. Sommervarmen har skærpet tørsten og i løbet af de 178 bands der har spillet i løbet af de 4 festivaldage, er der blevet skålet i 150.000 liter øl - en fremgang på 30.000 liter i forhold til sidste år, der var et rekordår. I løbet af de første tre dage var omsætningen på festivalpladsen 23 millioner kroner - en fremgang på 10 procent. Der har været få uheldige episoder på årets festival. Tre mænd måtte en tur på hospitalet efter at have indtaget det hårde stof fantasy, og en razzia blandt festivalens boder afslørede utallige eksempler på økonomisk fusk. Men det er ikke noget der får indflydelse på næste års festival. I dag ryddes der op på livet løs. Skoven flyder med tomme plastickrus og pølsebakker efter de 30.000 gæster der i fire dage har festet i det grønne.