Succes for mødregruppe
100 procent fremmøde i ny gruppe for unge mødre
Unge mødre i Randers er godt tilfredse med den støttegruppe, Randers Kommune etablerede i september 2010. Gruppen har haft 100 procent fremmøde siden starten, oplyser projektleder Liane Wagner. De unge møder talstærkt frem til møderne og får hjælp til at få studieliv og familieliv til at hænge sammen:
Én af de unge mødre, Lonni Christensen, går i 10. klasse på VUC:
- Hvis jeg ikke var kommet med i dette projekt, var jeg måske droppet ud af mit studie. Jeg blev opereret i efteråret og var sygemeldt fra mit studie i en periode. Jeg blev usikker på, om jeg kunne klare studiet efter min sygdomsperiode, men det fik jeg støtte til herfra. Jeg får bl.a. hjælp til at planlægge min hverdag, så jeg får læst lektier, har tid til at være sammen med min søn og får ordnet de praktiske ting i hjemmet, siger Lonni Christensen.
Mødrene er alle enlige studerende. Grupperne for studiemødre blev oprettet, fordi studievejledere fra forskellige ungdomsuddannelser gav udtryk for, at unge kvinder med børn havde brug for hjælp til at gennemføre et studie.
- Vi begyndte i september sidste år, og det er en stor succes. Der er 100 % fremmøde hver gang. Selv når børnene er syge, sørger mødrene for børnepasning og kommer til gruppemøderne, siger Jeanette Breus Møller, gruppeleder i studiemødregrupperne i Familiehuset.
Projektet er gratis og er et frivilligt tilbud til enlige studerende mødre og mødre, der påtænker at begynde en uddannelse i nær fremtid:
- Vores mål er at få de unge kvinder til at gennemføre en uddannelse. Det hjælper vi dem med, ved at tale med dem om deres jobønsker til fremtiden, og hvordan de når derhen. Desuden får de hjælp til praktiske ting som at lægge budget, og skabe overblik over breve og kontakter til og fra offentlige instanser. Derudover snakker vi med dem om det at være mor, om børns udvikling og opdragelse og om samværet med børnenes fædre. Det er hjælp til selvhjælp, og det er dejligt at se, hvorledes kvinderne i grupperne støtter hinanden, siger Jeanette Breus Møller.
Familiehuset, Dronningborg Boulevard 6 eller på telefon.
Projektleder Liane Wagner: 3050 1005 & Gruppeleder Jeanette Breus Møller: 3058 3496.
Projekt studiemødre har til formål at støtte unge mødre både socialt og studiemæssigt, så de opnår bedre sammenhæng mellem studieliv og familieliv og bliver i stand til at gennemføre en uddannelse.
Der er grupper for mødre, der er i gang med at studere og mødre, der påtænker at gå i gang med en uddannelse i nær fremtid.