Succes med homovielser
13 par er blevet gift på et år
Det er nu et år siden at homoseksuelle par fik lov til at blive gift i en kirke. I Østjylland har 13 par valgt at benytte sig af den mulighed. Det viser en rundringning, som TV 2 | ØSTJYLLAND har foretaget til 142 sogne i Aarhus, Silkeborg og Randers.
Biskop i Århus Stift, Kjeld Holm, var i mange år en af forkæmperne for de kirkelige vielser af bøsser og lesbiske. Han betegner det som en succes, at 13 østjyske par er blevet viet i kirken det seneste år.
- Det er ikke et spørgsmål om antal, det er et princip. Nu KAN alle bøsser og lesbiske blive viet i folkekirken, og det var det, der var intentionen. Om der er 5, 10, 50 eller 100, det er sagen fuldstændig uvedkommende, siger han.
Glæde hos homoseksuelle
Også Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske er begejstrede over de 13 østjyske giftermål.
- Jeg synes, det er imponerende, at der er 13 par, der er blevet gift. De fleste jeg kender, der skal giftes, bruger 2-4 år på planlægningen. Så jeg synes jo, det er en kæmpe succes, siger Kenneth Engberg, der er næstforperson i foreningen.
Ifølge Landsforeningen for bøsser og lesbiske er 51 par på landsplan blevet viet i kirken siden blev lovligt.