Succes lukker Bamse-udstilling
Et utal af bamse-effekter overvælder arrangører
Bamse-udstillingen "My life" skulle egentlig have fundet sted i bededagsferien.
Men den er ny blevet aflyst, fordi folk har indsendt alt for mange bamse-effekter.
- Det er helt overvældende. Det er det eneste, jeg kan sige, siger tidligere manager for Bamse, John V. Madsen til TV2|Østjylland.
Alt mellem himmel og jord
Udstillingen skulle have fundet sted i Turbinehallen i Aarhus, og det er bl.a. antallet af cd'er og lp'er, der har overrasket arrangørerne.
Ifølge John V. Madsen troede de kun, at der var omkring 45 forskellige. Men efter at have modtaget omkring 60, måtte de erkende, at der var en hel del flere.
Af de mere kuriøse effekter er der modtaget en 2,5 meter høj bamsefigur, som en fan har sendt fra sønderjylland.
Større udstilling på vej
Nu arbejder arrangørerne på at få en endnu større udstilling op at stå i efterårsferien.
- Det bliver en gigantudstilling. Nu håber vi bare, at vi kan få en aftale med Turbinehallen, så vi kan udstille i skolernes efterårsferie, siger John V. Madsen til TV2|Østjylland.