Su-Su-Superliga! Stor forløsning i AC Horsens ovenpå redningen

Efter et forfærdeligt forår lykkes det alligevel AC Horsens at redde livet i Superligaen til sidst. Der var naturligvis stor forløsning hele vejen rundt efter den afgørende kamp mod Vendsyssel.

AC Horsens-holdleder Bjerne Nielsen står som vanen tro for kampråbet efter holdets sejre. Her bliver der givet fuld gas, da De Gule havde sikret sig endnu en sæson i Superligaen med uafgjort mod Vendsyssel.

AC Horsens reddede søndag eftermiddag livet i Superligaen, da holdet spillede 1-1 med Vendsyssel på hjemmebane.

Der kom unødvendigt meget spænding hen mod slutningen af kampen, som værterne ellers havde godt styr på. 

Derfor udbrød der da også et kæmpe jubelbrøl på både tilskuerpladser og nede på banen, da dommeren endelig fløjtede af.

Se hele jublen fra stadion i Horsens i videoen herunder, som blev sendt live på vores Facebook-side.

Anføreren i følelsesladet farvel

For anfører Mathias Nielsen var dommerfløjtet noget helt specielt. Det betød nemlig, at han dermed havde spillet sin sidste kamp for De Gule, inden karrieren efter sommer fortsætter i Randers FC.

- Da han fløjter af, der får følelserne bare frit løb. Det kan man ikke altid selv styre. Men jeg vidste jo, det var slut med min Horsens-tid. Det var et stort øjeblik, lyder det fra Mathias Nielsen.

- Det er jo perfekt. At kunne slutte af med at efterlade dem i Superligaen var det, jeg havde drømt om.

- Det mest følelsesladede var nok, lige da han fløjtede af.  For det var det, jeg havde drømt om, i forhold til at holde dem i Superligaen. Jeg har jo været afklaret længe omkring, hvad jeg skulle, og har kunnet forberede mig på det. Men lige da han fløjter af, der løb det løbsk.

Matchvinder sendte hilsen til Vendsyssel-fans

Michael Lumb har i den forgangne uge været i fokus på grund af et noget bizart uheld i hjemmet. Til Horsens Folkeblad fortalte han, hvordan han fik et blad fra sin stuepalme i øjet, hvilket fik ham til at frygte for sit syn.

Da han scorede AC Horsens' mål i søndagens kamp tog han da også hånden op for øjet, men derefter løb han en hel banelængde for at komme ned og sende en hilsen til de medrejsende Vendsyssel-fans. 

- Hver eneste gang, jeg har spillet mod Vendsyssel, så har de råbt "Michael Lumb er gay". Efter de vist har fået en påtale fra DBU, så synger de "Michael Lumb er dårlig". Så synes jeg, de skulle have en lille hilsen med.

02:24

VIDEO: Hør hele interviewet med Bo Henriksen lige her.

Luk video

Gjorde opgaven færdig

Manager Bo Henriksen var naturligvis også en lettet - og rørt - mand ovenpå kampen.

- Det er jo en speciel oplevelse at gøre noget færdigt, og specielt med nogle mennesker, man holder af. De her gutter fortjener alt, der kommer deres vej.

- Det har været en hård periode for alle spillerne, for når man ikke får oplevelser og ikke vinder fodboldkampe, så begynder man at blive utryg, siger Bo Henriksen.