Styrelse forventer go til letbane mod Odder inden udgangen af august

Aarhus Letbane har sendt den sidste ansøgning om godkendelse af strækningen mellem Aarhus og Odder afsted. Alt tyder på, at den bliver vel modtaget

Alt tyder på, at letbanetog med passagerer snart kører frem og tilbage mellem Aarhus og Odder.

Nu skulle det være ganske vist. Aarhus Letbane kører mod Odder inden for meget kort tid. Fredag sendte man den endelig ansøgning om godkendelsen til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, og herfra er der positivt nyt.

Hvis det hele falder i hak, forventer vi at kunne udstede godkendelsen inden udgangen af august måned.

Lars Korsholm, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen 

- Vi har lige siden starten af året haft en rigtig tæt og god dialog med Aarhus Letbane, og vi er derfor trygge ved det materiale, som de har indsendt. Det skal naturligvis grundigt gennemgås, men der er rigtig gode indikationer på, at strækningen til Odder kan åbne inden sommerens udgang, skriver kontorchef hos styrelsen, Lars Korsholm, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det betyder helt konkret, at vi forventer at kunne udstede en godkendelse, der giver letbanen mulighed for passagerdrift på strækningen til Odder. Vi er netop i disse dage i meget tæt dialog med henblik på at få afklaret de sidste udeståender i ansøgningsmaterialet. Hvis det hele falder i hak, forventer vi at kunne udstede godkendelsen inden udgangen af august måned, lyder det videre.

Fortsætter testkørsler

Belært af tidligere erfaringer tør folkene bag Aarhus Letbane dog stadig ikke spå om, hvornår godkendelsen er i deres hænder, og man kan begynde kørslen med passagerer.

- Vi sidder dog ikke bare og venter. Vi er i god dialog med styrelsen og forsøger at gøre den kommende proces så smidig og hurtig som muligt. Indtil da fortsætter vi også testkørsler på strækningen, siger pressechef hos Aarhus Letbane, Jens Velling, til TV2 ØSTJYLLAND.

Der udføres blandt andet erfaringskørsel for letbaneførerne, så de kan øge kendskabet til strækningen inden driftsstart. Der udføres også test af ind- og udstigning på alle perroner, ligesom der afprøves køretider i forhold til køreplanen.

En godkendelse af strækningen mellem Odder og Aarhus vil også omfatte godkendelse af den tre kilometer lange strækning mellem Universitetshospitalet i Skejby og Lisbjergskolen.

00:22

VIDEO: For en måned siden begyndte letbanen også sine testkørsler på Djusland. 

Luk video