Stukket ned på åben gade
46-årig mand fik dybt knivstik i brystet
6. feb 2014, kl. 13:36
Mere end 30 dage gammel
En 20-årig mand fra Randers er i dag blevet anholdt og sigtet for at have stukket en 46-årig mand ned.
Knivstikkeriet fandt sted klokken 6.37 i morges på fortorvet på Bækkelundsvej i Randers.
Her stak den 20-årige mand en kniv i brystet på den 46-årige mand. Den 46-årige fik et 8-10 centimeter dybt stik i brystet, hvorved lungen blev perforeret.
Derudover fik han et snitsår i venstre hånd. På trods af kvæstelserne er han uden for livsfare, oplyser Østjyllands Politi.
Den 20-årige mand stak af efter knivstikkeriet, men blev to timer senere anholdt på sin bopæl i Randers.
Han er nu sigtet for kvalificeret vold og er blevet varetægtsfængslet frem til den 6. marts.