Stuehus totalskadet efter brand

Fredag aften udbrød der af endnu ukendte årsager brand i et stuehus på det sydlige Djursland

Et stuehus på en gård på Agerlandsvej på Djursland er sent fredag aften nedbrændt. Foto: Øxenholt foto

En familie fra Syddjurs har fået en frygtelig begyndelse på julen.

Sent fredag aften er deres nykøbte hus brændt ned. Heldigvis var ingen hjemme, og ingen personer er derfor kommet til skade ved branden.

Læs også Dårligt arbejdsmiljø blandt brandmænd: Nu træder direktøren tilbage

Klokken cirka 23.15 fik Østjyllands Politi melding om branden på Agerlandsvej ved Gravlev ikke langt fra Ebeltoft.

- Familien har næsten lige overtaget gården og var i gang med en istandsættelse af stuehuset, men heldigvis var de ikke hjemme, da branden opstod, siger Martin Christensen fra Østjyllands Politi.

Stuehus nedbrændt

Da politiet ankom til stedet, var bygningens nordlige ende overtændt, og brandvæsnet var allerede i gang med slukningsarbejdet.

Det er her ikke langt fra Gravlev, at branden opstod fredag aften kort før midnat. Foto: Google Maps

Stuehuset er ifølge vagtchefen stort set nedbrændt og totalskadet. Politiet har stadigvæk spærret af ved gården, da det endnu har været for varmt og røg- og sodfyldt til, at teknikere har kunnet undersøge det nærmere i forsøget på at klarlægge brandårsagen.

Læs også Fed mad sender forspiste østjyder på hospitalet: - Julen er den perfekte storm

- Men vi har umiddelbart ingen mistanke om, at branden er påsat, slår vagtchefen fast.

Undersøgelserne af huset ventes først lavet efter jul.