Studiespild koster millioner
Udenlandske studerende på ingeniøruddannelsen i Horsens kan ikke få job og forlader markedet igen - og det er spild af penge, mener flere
Sidste år blev der uddannet 219 ingeniører fra VIA University College i Horsens - deraf var de 131 udenlandske studerende.
Men mens de danske studerende hurtigt får job, er det samme bestemt ikke tilfældet for de udenlandske studerende.
- Det er desværre et problem, at kun en tredjedel af vores udenlandske studerende bliver på markedet, siger direktør hos VIA University College Horsens Konstantin Lassithiotakis til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det er et stort dilemma og en skam for samfundet, for vi har investeret i en uddannelse til dem, siger han.
Og den investering ligger på 335.000 kroner per udenlandsk studerende. Med et frafald på to tredjedele giver det et tab på millioner af kroner for det danske samfund.
Palle Olsen er VVS-ingeniør hos Almbjerg A/S, hvor de blot har en enkelt udenlandsk ingeniør ansat. Af sproghensyn, siger han.
- Vi kommunikerer med de forskellige bygherrer, med kommuner og med entreprenører, og vi kan ikke forvente, at de skal kunne engelsk, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Derfor ansætter de primært dansktalende ingeniører, eller udenlandske, der giver udsagn om, at de agter at lære dansk.
- Det er jo spild af ressourcer, at vi bruger en masse penge på at uddanne nogle, og at så alligevel ikke kan begå sig og betale tilbage, siger Palle Olsen.
Du kan se mere i indslaget øverst i artiklen, hvor du også kan møde en af de udenlandske studerende, der har fået arbejde i Danmark.