Studieboliger kan være på vej
Partier drøfter aftale om nye boliger til studerende
SF i Aarhus puster endnu engang liv til debatten om at opføre flere boliger til studerende i Smilets By.
Partiet foreslår, at der bliver bygget 1.000 nye studieboliger.
- Hvert eneste år kommer der flere og flere unge til Aarhus for at studere. Aarhus Univeristet og VIA er de store lokomotiver, men et bredt udbud af andre vigtige uddannelsesinstitutioner trækker flere og flere studerende til Aarhus. Det betyder at presset på boligmarkedet og problemerne med at finde en bolig vokser og derfor er der brug for vi handler nu, siger SF's politiske leder, Thomas Medom, i en pressemeddelelse.
Pengene til studieboligerne skal komme fra den aftale, der er indgået mellem Aarhus Kommune og boligorganisationerne om at frikøbe tilbagefaldsklausulerne for 220 millioner kroner.
Forslaget møder opbakning fra borgmester Jacob Bundsgaard (S):
- Jeg synes, det er et stærkt og visionært udspil, der er kommet fra SF, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) til P4 Østjylland.
Thomas Medom fra SF håber at kunne få en aftale på plads inden for de næste par uger.