Studerende vil ikke have ombudsmand
Aarhus Universitet forslår ombudsmand for de studerende, men de studerende siger "nej tak!" til modellen.
Man kan ikke være uafhængig af nogen, når de betaler din løn.
Det mener Studenterrådet ved Aarhus Universitet. Derfor siger rådet nej til et forslag om at indføre en særlig ombudsmand, der skal tage sig af de studerendes klager. I forslaget ligger nemlig, at det er er Aarhus Universitet, der skal betale en eventuel ombudsmands løn.
- Vi ønsker, det skal foregå i andet regi. Desuden vil det ikke gøre klageprocessen mere enkel, tværtimod. Det vil bare bringe et ekstra led på, så som forslaget ligger vil en eventuel ombudsmand ikke få nogen juridisk magt som sådan, siger Troels Bo Knudsen , der er fungerende næstformand for Studenterrådet til TV 2 | ØSTJYLLAND.