Studerende vil blive i Horsens

Ny undersøgelse viser, at udenlandske studerende drømmer om at bo og arbejde i Danmark

Foto: Per Algren

Et studieophold kan blive starten på en ny tilværelse for mange af de udenlandske studerende, der hvert år kommer til Danmark.

En stor del af de studerende har nemlig planer om, at blive i landet efter, at de har færdiggjort deres uddannelse.

Det er i hvert fald billedet i Horsens, viser en helt ny undersøgelse fra Internationaliseringsudvalget i Horsens Kommune.

I undersøgelsen svarer 75 procent af de de udenlandske studerende på VIA University College, at de ønsker at blive i Horsens efter endt studie. De studerende giver samtidig udtryk for, at de gerne vil starte deres egen virksomhed.

Denne indstilling glæder formanden for det internationale udvalg, Andreas Boesen (S):

- Vi ved, at mange af de internationale studerende har lyst til at få foden under eget bord. Og at de så tilmed gerne vil etablere sig med egen virksomhed i Horsens og på den måde medvirke til at skabe arbejdspladser i byen er en ekstra appelsin i turbanen, siger han i en pressemeddelelse.

Det er en fjerdedel af de i alt 3.725 udenlandske studerende, som har deltaget i undersøgelsen.

En af de studerende, der allerede er godt i gang med at realisere sine drømme, er 26-årige Alexandru Diaconu. Han har sin egen virksomhed ved siden af sit studie i informations- og kommunikationsteknologi:

- Det havde ikke været muligt at etablere eget firma i mit hjemland, men her får iværksættere rigtig god støtte. VIA Student Incubator har for eksempel hjulpet mig med at skaffe de fornødne faciliteter til at få gang i min virksomhed, og Business Horsens har bistået med juridisk ekspertise, når der skulle udfyldes papirer, siger han.