Studerende vil bestemme løn
Undervisernes løn skal afhænge af, hvor gode de er til at undervise, mener Studenterrådet ved Aarhus Universitet.
Undervisere på Aarhus Universitet bør i fremtiden aflønnes efter, hvor tilfredse de studerende er med de enkelte læreres undervisning. Sådan lyder et forslag fra Studenterrådet, som dermed vil give studerende mulighed for direkte at belønne dygtige undervisere, skriver metroXpress.
I dag får lærerne udbetalt en del af lønnen som et særligt løntilskud, men det er helt uigennemskueligt, hvordan tilskuddet bliver fordelt, mener formanden for Studenterrådet, Simon Krøyer, der også er medlem af universitetets bestyrelse.
- Det vil give lærerne en klar tilskyndelse til at forbedre deres undervisning, og det er der behov for. Ingen ved i dag, hvorfor eller hvordan løntilskuddene bliver fordelt, siger Simon Krøyer til avisen.
Dekan Svend Hylleberg, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, er delvist enig med Studenterrådet.
- Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal have et lønsystem, der motiverer lærerne til at forbedre deres undervisning. Men hvis vi lægger os hårdt fast på undervisningen, risikerer vi at belønne en, der har leveret god undervisning, men forsømt sin forskning, siger Svend Hylleberg til metroXpress.