Studerende uden stress
Aarhusianske studerende mindre stressede end studerende i København
Det er mindre stressende at være universitetsstuderende i Aarhus end i København. Det viser nye undersøgelser af studie- og undervisningsmiljøet på de to universiteter.
I Aarhus kæmper hver tiende studerende med stress-symptomer som hjertebanken, mavesmerter og rastløshed uden for eksamensperioden. I København er det hver tredje.
Hos Center for Stress og Trivsel peger man på forskellige årsager til forskellene mellem Aarhus og København.
- Det kan blandt andet bunde i en kulturforskel på de to landsdele. Man har lidt mere ro i sindet i det jyske, mens det i København handler om at være effektiv, hurtig og kvalitetsbevidst, hvis man vil være med på beatet, siger direktør Jeanett Bonnichsen.
Hun peger desuden på, at dyre levevilkår i København kan spille en rolle, mens universitetet i hovedstaden generelt døjer med et dårligt undervisningsmiljø.
Sikres bedre forhold
Hos Danske Studerendes Fællesråd peger man på, at der skal sikres bedre forhold for de studerende, hvis man skal komme stressen til livs.
- Man skal sikre, at studerende har en sikker økonomi, og at man kan finde en bolig. Den høje stressfaktor i hovedstaden kan nok til dels skyldes, at rigtig mange har svært ved at finde en bolig, siger formand Magnus Pedersen og fortsætter:
- Desuden skal man sikre investeringer i vores uddannelser, så vi kan få flere undervisningstimer. Ellers føles det som om, at hele studiet er overladt til én selv.
I rapporten fra Aarhus står det klart, at de hyppigste årsager til stress skal findes i den konkurrenceprægede tone blandt de studerende, en høj eksamensfrekvens og for store arbejdsbyrder.
Aarhus Universitets ledelse har besluttet at afsætte yderligere otte til 10 millioner kroner til at følge op på rapportens resultater.