Studerende sov med våben
Beboere på Skjoldhøjkollegiet ved Århus måtte sove med træbat, da døre ikke blev repareret efter en række indbrud.
Adskillige beboere på Skjoldhøjkollegiet i Tilst ved Århus har forladet deres kollegieværelser, fordi de ikke længere kunne holde stedet ud.
Blandt årsagerne til utilfredsheden kan nævnes svineri på fælles arealerne, støj, hærværk og indbrud, skriver jp.dk.
Der var i juledagene en stribe indbrud på kollegiet, hvor døre blev sparket ind.
Skaderne blev efterfølgende ikke udbedret, og i stedet for at udskifte de ødelagte låse på dørene, udleverede viceværten brædder, som de studerende kunne bruge til at barrikadere dørene med indefra.
Ifølge avisen måtte beboerne ikke selv tilkalde håndværkere, da det skulle være kollegiets egne håndværkere, der skulle udføre arbejdet.
Et arbejde, der ikke blev udført over en periode på 20 dage efter indbruddene.
- Jeg var utryg ved at sove der, og det bræt, som viceværten gav mig til at barrikadere min dør med, gjorde ikke, at jeg følte mig tryg, fortæller Mia Vissing til avisen.